søndag den 13. maj 2012

Ej, det går jeg ikke op i - men jeg ville blive så glad...

Jeg håber, I har sat kryds i kalenderen, for det er i dag, vi alle skal huske at gøre opmærksom på, at vi ikke bryder os om kommercielle mærkedage. Det er i dag, vi skal sige, at vi skal huske hinanden i hverdagen i stedet. Blomsterhandlerne skal sørme ikke diktere vores betænksomhed.

Og gu skal vi huske hinanden i hverdagen. Gu skal vi huske at vise hinanden, at vi betyder noget. Problemet er bare, at værdsætteriet har det med at forsvinde lidt i hverdagstravlhed.

Jeg ville personligt ønske, at jeg var bedre til at gøre ting for min mor. At jeg var bedre til at ringe til hende bare for høre, hvordan hun har det - og ikke for at høre, om hun kan være barnepige/redde min røv/alt muligt andet, der udelukkende handler om migmigmig. Jeg ville ønske, at jeg huskede at fortælle hende, at jeg ville have svært ved at klare mig uden hendes hjælp. Og at det er uvurderligt at have et menneske tæt på, som vil smide alt, hvad hun har i hænderne, hvis jeg har brug for hende.

Hverdagen har det desværre med at drukne mig og alle de gode intentioner. Jeg er ked af, at det er sådan. Mange års erfaring viser desværre, at det nok ikke er noget, der vil ændre sig foreløbigt.

Hvis jeg spørger min mor, vil hun helt sikkert sige, at hun er ligeglad med mors dag. Men det betyder faktisk noget for mig, at jeg husker at hylde hende. Også selv om det er en lillebitte smule på kommando. Jeg har brug for "på kommando", fordi jeg er en slatten datter på det punkt.

I dag er der mange glade mødre på de sociale medier. De har fået gaver - dyrere end lommepenge kan betale (tak, betænksomme fædre). De har fået morgenmad på sengen og fine tegninger. Det nægter jeg altså at ryste på hovedet af, mens jeg mumler noget hånligt om kommercielle mærkedage og blomsterhandlere, der tager vores penge.

Jeg tænker, at blomsterhandlere vel også skal overleve. Men det er slet ikke sikkert, der skal så meget til at glæde en mor. Måske kan du bare spørge hende, hvordan hun egentlig har det - og lade hende snakke.

Herhjemme blev dagen markeret med en tegning og en lang og omfattende kærlighedserklæring fra den 8-årige. Dem er han dog også gavmild med i hverdagene, men giv det 10 år, og jeg vil tude af taknemmelighed, hvis han bare husker at gøre det én gang om året.

Måske er det surt at sluge ingen-skal-diktere-hvornår-jeg-værdsætter-heden, men hvis man kan glæde et andet menneske, kunne man måske overveje, om ikke det var det værd.



4 kommentarer:

Deborah sagde ...

Som altid, er du klog! Det er ihvertfald sjældent, jeg synes andet, men særligt i dette tilfælde synes jeg, det i høj grad gælder.

Det kan aldrig være forkert at værdsætte andre, heller ikke selvom det er "på kommando". Jeg ville elske, at have min mor her stadig, så jeg også kunne være med på dagen! Det kan jeg desværre ikke.

Kære alle, husk jeres mor, mens I har hende! Jeg huskede forhåbentlig også min mor nok "til daglig", men derfor mangler jeg hende da især sådan en dag her også.

Synne sagde ...

Amen!
Måske jeg skulle smutte forbi de der interflora?

:-)

Mandagsvoksen sagde ...

Tak. Min søn havde flikket et armbånd sammen. Han gjorde opmærksom på at det var i min yndlingsfarve (det var sort), og at han godt kunne lave flere, fordi det nok snart blev væk. Han ved jeg er bange for/umulig til farver og et håbløst rodehoved, men kan lide mig alligevel. Det er den slags kærlighed man har brug for, og jeg skal også blive bedre til at give den til andre, inkl. min mor.

Anne O'Manne sagde ...

Deborah: Tusind tak for din meget dejlige kommentar. Jeg er så ked af, at du skal undvære din mor.

Synne: Gjorde du det?

Mandagsvoksen: Det er den allerbedste kærlighed. Det er det virkelig.

Related Posts with Thumbnails