mandag den 30. april 2012

Og der var mad nok da, æt osse

Jeg var til bryllup i lørdags. Helt ovre på den anden side af Jylland, hvor folk er bygget som vikinger, og hvor det altid stormer.

Der var ingen "plus one" på min invitation, så jeg blev gnaven, da jeg så bordplanen. Hvad fanden lignede det at placere mig i singleområdet?!

Da vi gik til bords, tog jeg afsked med min søster og svoger, som om de drog til Amerika for at finde lykken. Jeg sendte dem længselsfulde blikke, mens jeg frygtede, hvad der ventede mig. Jeg huskede med gru det bryllup, hvor min bordherre tænkte, at jeg var noget, der kunne gramses frit på.

Men jeg havde glemt, hvor jeg var. Jeg var in the landsdel of tavshed, generthed og stolthed. Min bordherre lignede en, der kunne bygge et hus alene på en uge. Han lignede ikke en, der havde planer om at slikke mig på halsen. Han lignede heller ikke en, der havde tænkt sig at tale til mig. Overhovedet.

Jeg er også fra Vestjylland. Bevares, jeg har ikke boet der, siden jeg gik i børnehave, men genertheden fik jeg alligevel med mig. Så det var heller ikke, fordi jeg selv var tæt på at blive ramt af talemylder.

Til min anden side sad min kusines mand. Altid rar og opmærksom, og han sørgede for, at der aldrig manglede vin i mit glas. Jeg tog en dyb indånding, pustede alt min gnaven- og generthed ud, iførte mig min journaliststemme og begyndte at spørge til min bordherre.

Jeg bliver altid overrasket, når unge mennesker taler meget vestjysk. Men jeg elsker det. De synger den fineste sang helt oppe fra toppen af stemmebåndet. Resten af landet forstår ikke en ord, men det er svært ikke at smile af melodien.
Bordherren var skuffet over, at jeg ikke vidste, hvor Spjald lå. Der boede han på en ejendom (vestjysk for bondegård), og der kunne man trække vejret. Han spurgte bekymret til, hvordan jeg kunne holde ud at bo i byen. For det kunne han aldrig. "Der er så møj larm".

Han fortalte, at han arbejder for Vej og Park, og at han elsker det - at være ude hver dag. "Men det er jo æt nøj, man tjener mænne peng' ve'," sagde han og kiggede på mig, som om jeg var smurt ind i snobberi og diamanter.

Sangene kom ind, akkompagneret af Inge-Jette, der sad i hjørnet og lod, som om hun spillede på sit forprogrammerede keyboard. Mange af sangene handlede om bruden, min kusine.
Hun er glad for dyr... tralalalala... men mest af alt er hun dygtig og flittig. Det var dælme ikke det hele, der rimede,
men hvad skal man med det
hvis bare man kan ta' ve'?

Gommens farmor holdt tale og fortalte om, hvordan min kusine havde bygget et nyt køkken til hende - på en dag. Hun nægtede at stoppe, før hun var færdig.
Alle var enige. Min kusine - vikingeprinsessen - kan alt, og vil gøre alt, hvis man beder hende om det.

Jeg har aldrig set hende i kjole før. Den slags påklædning er også upraktisk, når man lever det meste af sit liv ude i stalden med sine elskede dyr. Jeg har heller aldrig set hende med make-up før. Og hun var så overvældende smuk - og jeg var den ækle storby-kusine, der konstant gramsede hende på taljen, mens jeg messede "who knew?".

Jeg snakkede med min bordherre om, at folk med mange penge ikke nødvendigvis er lykkelige. Det handler om at have lyst til at tage på arbejde. Vi nikkede begge meget og sagde "nemlig" mange gange. Han krydrede også lige med et par "æt osse"-r ind imellem. Jeg kæmpede for at lade være med at gøre det samme (jæn falder så nem i, æt osse).

Vi havde sunget den sidste sang - den var fra brudeparrets to hunde, og sangen var formet som et kødben. Den var nem og kort, og Inge-Jette havde givet den gas med sin dybe smøgstemme.
Jeg kiggede på min nygifte kusine, der sad helt alene på sin æresplads i hesteskoen. Så fin i sin kjole, mens hun spiste en stor portion sovs og kartofler med steg.

Jeg elsker min vestjyske familie. De er ordentlige mennesker, og hvis jeg nogensinde får brug for et nyt tag, står de der, før jeg kan nå at tude over, at jeg iiiik' ka' finde uuuud af det, og jeg haaaaader praktisk arbejde.

Jeg elsker at være i deres del af landet. Jeg elsker vesterhavet. Og jeg elsker fornemmelsen af grusvej.

Men jeg kunne aldrig bo der.
Der er jo helt stille.

12 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

Jeg tror at vi alle er tilfredse med der vi er. Ellers var vi der vel ikke?

Jeg bliver angst bare jeg kommer ud over takstzone 2.

Sif sagde ...

Sgu en dejlig blogpost.

Mai sagde ...

Kan du se der, hvorfor det går så galt for Vestas? Vestjysk Staal AS kom i hænderne på storbyøstjyder, som bare tænker på at udvikle, analysere, kommunikere og gå på management kurser. De wed slet æ hva' en windmøll er lawe af! (Beklager mit vestjyske, jeg er eksilnordjyde)

Malou Klidmoster sagde ...

Som at være der selv. Ak ja, savner det nu lidt - men er alliwl grumme glad ved larmende Århus :-)

kaffe & T sagde ...

Nøj, hvor jeg elsker det indlæg. Måske fordi, jeg genkender mig selv i det. Er også fra vestjylland. Men er absolut mere hjemme i Århus. Jeg elsker havet, og roen. I små bidder. Men det blæser altid så voldsomt meget. Og jeg kan høre udtalen af dialekten (men jeg ved også hvor Spjald er, skal det siges...)...

Meget meget hyggeligt indlæg.

Kaffekvaernen sagde ...

For fanden hvor er det hylesjovt og hjerteligt og varmt og tæskegodt skildret!!! Og "Inge-Jette" på fake-orgel... Jeg dør af grin.

Stine sagde ...

Meget smukt skrevet om Vestjylland, som nemt kunne erstattes af Nordjylland, skulle jeg hilse og sige.
-Stine

Anonym sagde ...

Ja, som de andre skriver et rigtig dejligt indlæg. Der (forhåbentlig) også kunne handle om mine to fantastiske kusiners bryllup en skønne dag.

/Eksil-østjyden

Anna sagde ...

Sikke et skønt indlæg og hvor kan jeg kun sidde her og nikke msiundeligt bag skærmen for sådan en solid jysk familie kan jeg ønske mig. Hvor dejligt for dig og at Inge-Jette gav den gas...:-)

Anne O'Manne sagde ...

Tusind tak for jeres kommentarer. Det gør mig helt specielt glad, at I kunne lide netop dette indlæg.

Signe sagde ...

ååååhhh der er jo hele udkantsdanmark der er med i den post. Hvor er det godt skrevet. Hos os på sydsjælland kan man bestille bingo-Ole eller turist-Anders til at spille op. Bingo-Ole er kedelig. Turist-Anders er lige lovlig farverig (lille jakkesæt med grøn skjorte - det skal jo være festligt). Det er jo smag og behag og siger noget om dem der inviterer. 'nåååh, I valgte bingo-Ole. Der kan man se'
SMUKT!

Anonym sagde ...

Kære Anne. Jamen altså - du kunne helt bestemt ha' været en af mine mange yngre jyske kusiner. På min mors side altså - ingen på min fars side ville være i tvivl om, hvor Spjald ligger. Den familiefest har jeg været med til mere end een gang! Glad for dyr og ka' ta' fat - det er bare omkvædet. Da jeg flyttede til Kbh. var mine bedsteforældre meget bekymrede for, om jeg nu kunne trives i et kaninbur - og hvad det mon kunne koste at sende en tønde kartofler over til mig. De er mine dejlige rødder. Venligst Birthe.

Related Posts with Thumbnails