fredag den 10. februar 2012

Denne dåse ville ønske, hun turde være mere blød

Danske kvinder får skyld for at være uknepbare dåseformede mandehadende neandertalere, og mens danske mænd skynder sig at rømme sig på den høflige måde og sige "nej, nu har jeg aldrig... Det er sørme ikke sandt, lillemor. Du er så smuk i din fleecedragt", har kvinderne travlt med at stå foran spejlet og forsikre sig om, at det i hvert fald ikke er dem, der bliver beskrevet af Roosh V.
Og amerikanerens syn på danske kvinder er måske en smule unuanceret. Jeg tænker, at han kun har bevæget sig rundt på 10 kvadratmeter dansk jord i sin tid her i landet.

For der findes mange smukke feminine danske kvinder, der ikke er formet som sodavandshylstre. Og selvfølgelig findes der danske kvinder, der kan finde ud af at flirte.

Jeg har dog set de der kvinder, der bliver beskrevet af Roosh V. Og jeg kan altså også se dem i mig selv.

Men når vi ikke er dullede flirtemaskiner hele tiden, handler det altså ikke nødvendigvis om, at vi er brovtne mandehadere. Det kan sagtens handle om, at vi har andre værdier - at vi hellere vil bedømmes på vores intellekt (og det er der fandme ikke noget galt i, bitre amerikanermand). Men det kan også handle om, at kvinder er hårde ved kvinder (uh, det er et farligt emne. For kvinder er ekstra hårde ved kvinder, der siger, at kvinder er hårde ved kvinder).

Når vi giver hinanden komplimenter, indeholder de næsten altid ordet "naturlig". Faktisk bryder vi os ikke meget om, at man gør noget tydeligt for at virke tiltrækkende. Og så er det fandme bare surt, hvis man ikke er en naturlig skønhed.
Til gengæld kan vi godt lide afslappet tøj, og hvor tit ser man ikke kærestepar, der har helt samme tøjstil? ... Hvor det jo ikke er manden, der har adopteret kvindens tøjstil, vel?

Nej, lad nu være med at hugge hovedet af mig. Jeg har jo sagt, at der er mange smukke, feminine kvinder i Danmark.
Men jeg ved også, at nogle af dem gør deres bedste for at nedtone det. For andre kvinder skulle jo nødigt tro, at de gjorde det med vilje. For det må man ikke! Slet ikke, hvis man også vil ligne en, der har en hjerne.

Vi kan godt lide det underspillede. Jeg sætter selv stor pris på det underspillede. Nogle gange har "det underspillede" det bare med at være noget med at bunde tre øl og bøvse Rasmus Seebachs bagkatalog.

Jeg er selv skyldig.
Jeg har ikke været nedringet i flere år (efter kvinder kommenterede, at jeg altid gjorde alt (for meget) for at fremhæve mine bryster).
Jeg kan ikke finde ud af at flirte. Nej... Jeg tør ikke flirte, for jeg ville føle mig så flov og dum, hvis det blev afsløret.
Der er meget lidt forskel på mit hverdags- og festtøj. For folk skulle jo nødigt tro, at jeg gjorde for meget ud af mig selv.
Jeg bruger ikke ret meget make-up - selv om jeg synes, tunge smokey eyes er hot hot hot. Og mine veninder kalder stort kropsskjulende tøj for "Anne-tøj".

Ja ja, du er sikkert en af de kvinder, der både er sød, blød, feminin og megahjernet. Jeg siger bare, at jeg godt kan genkende de kvinder, der bliver beskrevet af amerikaneren.
Jeg siger ikke, det er rimeligt, at han sviner danske kvinder til på den måde. Jeg siger bare, at vi - de danske kvinder - kan være hurtige til at dømme hinanden. Jeg dømmer sgu selv. Men det er nok i virkeligheden, fordi jeg er bange for, at hende i pin-up-outfittet scorer de rare mænd, der totalt overser mig, når jeg gemmer mig i mit Anne-telt.

13 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

Nu skal man jo ikke lade sig dømme af en amerikansk røvhat.

Mange af jer hunner, kan sagtens stramme op, ligesom vi mænd kan, men det handler også om det indre, ikke kun det ydre, hvilket Hr Røvhat også vil indse en dag.

Onkel Anne sagde ...

En af de ting jeg husker fra bloglandia er faktisk at vi i et af dine indlæg skrev om joggingbukser. Jeg forestillede mig, at du havde et par meleret grå everlast!
Og ved du hvad? Jeg vil altid tænke på dig som meget feminin, dejlig og sporty ;)
Og du er en af dem, jeg endnu ikke har mødt, men ser frem til at møde!

Cecilie sagde ...

Selvfølgelig kan der da være noget om det - at danske kvinder måske godt kunne gøre noget mere ud af sig selv.

Men det virker bare ikke så troværdigt når det fremgår af en blog som ham der Roosh'es blog. Har kun skimmet et enkelt indlæg i gennem og set på hans overskrifter og først tænkte jeg: Han skriver en provokerende overskrift for at få læsere. Plat.

Så tænkte jeg, at han lyder som om han synes, at det eneste rigtige er at møde nogle søde og pæne piger fra Thailand eller Rusland og så tænkte jeg, om rønnebærrene monstro er lidt sure siden han har sådan et horn i siden på så mange kvinder.

Lizelotte sagde ...

Åhhh det er også så skide svært! For hvor er balancen henne? Hvis man som kvinde bare er nogenlunde attraktiv og så samtidig forsøger at bruge sit faglige potentiale (f.eks. i et mandsdomineret miljø - vi kunne tage IT som et helt tilfældigt eksempel) kommer det MEGET til at handle om hvad køn du har - om du ser godt ud eller ej - hvordan du klæder dig.

Og hvad gør man så?? Lægger man ikke naturligt en dæmper på sit glimt i øjet og vælger de knap-så-fremhævende beklædningsgenstande? Fordi man ikke gider være hende der hvis faglige potentiale mændene ikke kan få øje på for blondt hår, velindpakkede attributter og øjenglimt?

Og så er det jo at der kommer en amerikaner og måske synes man er en sodavandsdåse (og hvad sker der for ham - der er sq ikke frygteligt flere sexede amerikanske kvinder end danske - skulle hilse og sige at de er temmelig meget mere snerpede, gudelige og sexforskrækkede end os skandinaver).

MEN vi kan nok ikke vinde, Der vil altid være nogen mænd som synes vi er for meget hvis vi er feminine kvinder og faglige væsener på en gang, og andre der synes vi er firkantede maskuline coladåser hvis vi ikke ser beundrende og øjenbrynsflaprende på dem. Så må vi bare trække på skuldrene og være sådan som vi har det bedste med at være.

Synes jeg ihvertfald.

Lizelotte sagde ...

PS: Anne, du er en dejlig dåse!

Leoparddrengen sagde ...

Ærligt talt - gad ikke læse mere end 5 linier af dette indlæg, fordi det baserede sig så meget på et totalt latterligt troll indlæg.

Det kan der ikke komme noget godt ud af.

(Og, jo, jeg kan sagtens kritisere danske kvinder - både på væremåde, udseende og genetik - men sgu ikke så tåbeligt som det der.)

Det fortjener at blive ignoreret. Ligesom alt hvad der baserer sig på det. Så for første gang vil jeg bevidst ignorere et af dine indlæg, Anne.

Anne O'Manne sagde ...

Tusind tak for jeres kommentarer.

Jeg synes også, manden er en tåbe. Det er ret tydeligt, at han udelukkende kan lide kvinder, der er lettilgængelige for ham.

Egentlig gik jeg bare ud fra, at der overhovedet ikke var nogen, der tog ham seriøst. Men jeg var underholdt af ham (undskyld. Jeg ender sikkert i helvede), og selvom jeg synes, provokation for provokationens skyld alene er trættende, så velkommer jeg alt, der får mig til at tænke over egne og andres mønstre.

Lizelotte, jeg er helt enig med dig. Men jeg bør virkelig lære at pakke spydighederne sammen i visse situationer. Lidt flirtyhed ville klæde mig.

Leo, når man vælger at ignorere et indlæg, bør man også ignorere kommentarfeltet. Jeg skal nok selv vurdere, om diverse emner er relevante nok til at komme på denne blog. Ellers tak, du.

Rina sagde ...

Godt skrevet. I øvrigt så findes der statistik på området som bakker dine tanker op,meksempelvis i jobansøgninger processer, hvor kvinder nødigt vil ansætte en anden smuk kvinde.
Trist at vi skal være kvinde værst, hvad blev der af sammenholdet?
Jeg stemmer i øvrigt fordi finder de nedringet bluser frem igen!!

Juliette sagde ...

For pokker, vi skal høre på meget l*rt fra andre kvinder. Blev fornylig kaldt gravid - og det var endda ment som en kompliment! Men det skulle jo simpelthen aldrig være nået frem til giverens læber.

Schyyysch, medsøstre, hvis I ikke har fuldstændigt utvetydige komplimenter på hjerte! Vi kvinder er rigeligt fornedrede af vor egen indre kritiker - kan ikke klare flere piskeslag!

Var til en fest, hvor vi var en sammenbragt flok fra flere vennekredse, og hvor én pige hurtigt skilte sig ud som aftenens vamp. Jeg kunne simpelthen ikke smile nok til (og af) hende, for det var så åbenlyst og faktisk utroligt befriende, at hun turde! Men da hun - pænt og ordenligt - kom og sagde farvel på et (keeedeligt) tidspunkt på aftenen, hvor mænnerne havde valgt at fortrække til mandesnak og -selskab og efterlade mig med de (inderligt uinspirerende) kvinder (hvor vampen havde været snild nok til rent faktisk at befinde sig blandt mændene, til hun skulle gå) nåede hun da også kun lige at vende ryggen til kvindegruppen, før hun blev sablet ned verbalt. Jeg græmmedes - og gør det fortsat.

Så det kræver mod og hård hud at være vampet. Men for dælen, det er dejligt at opleve - og at turde! :)

Juliette sagde ...

P.S. Og schhyyssch, mænd - tilsvarende! Gosh! Det klæder ikke mænd at være andet end gentle!

Jeg synes i øvrigt også, at du er en særdeles laber larve, Anne :)

Larve = smuk, feminin og midtpunkt for opmærksomhed! Helt utvetydigt!

Kirsten sagde ...

Ja, nu er amerikanerne jo også kendte for at være så slanke og elegante. Der er intet så yndigt som en amerikansk kvinde der vejer to hundrede kilo iklædt cykelshorts - så meget mere attraktivt end alle danske kvinder....

Pialouise sagde ...

OMG ....... Der får vi da vist lige tørt på. Kan da også godt genkende "Anne-teltet" i en Pia-version. Går også kun med mascara, og jeg elsker mine store Hunter gummistøvler, som vel næppe er super feminine.

Men derfra og så til at påstå, at alle danske kvinder er grimme, fede, maskuline, der er alligevel et stykke vej. Men selvfølgelig kan alle vi travle fuldtidsarbejdende kvinder med og uden børn da bare tage os lidt sammen ;)

Jeg synes jeg har masser af skønne, dejlige kvinder i min omgangskreds, nogle er tykke, nogle er tynde, nogle har lakerede negle, mens andre er mere natural - fælles for dem er, at de har masser af indhold og de er skidesjove at være sammen med. Men nu er jeg selvfølgelig også ret dansk.

Fik i.ø. Engang en mail på min FB fra en amerikaner, der skrev, at jeg var noget af de smukkeste han havde set, hvilket han bare lige ville fortælle mig. Det er ved at være et stykke tid siden, og profilbillederne er selvfølgelig ret små, og det kan jo være, at han var halvblind. Men det var bare så sødt (og ja, jeg lever stadig lidt højt på det.... )

Sjovt i øvrigt at læse, at alle ( na ja flere) af kommentarerne peger på, at vores vintage, retro, army trend er totalt afskyelig og ufeminin.

Kh

Lærke sagde ...

Ah, whiners gonna whine, om det så er mænd eller kvinder.

Det er jo sandt hvad Roosh V skriver - i DK gør kvinder meget, meget lidt ud af deres udseende, sammenlignet med f.eks. Thailand eller Rusland. Og danske kvinder griner nok generelt mindre af mænds jokes og forsøger nok i mindre grad at få dem til at grine - så ja, vi er nok mere kedelige. Hvorfor? Fordi vi tjener mest (eller har udsigt til det). Det gør flertallet af den unge generation i hvert fald.

Det er derfor danske mænd gør relativt mere ud af sig selv end russiske eller thailandske mænd (har man nogensinde set en smuk, russisk mand?).

Det er jo ikke den forsørgende part, der skal være smuk og charmerende for at score, men omvendt. Når jeg leder efter en mand, leder jeg efter 1. Gode gener og en vilje til at vise det frem, 2. en jeg vil turde overlade mine børn til, mens jeg passer jobbet.

Så ja, andres landes kvinder ER smukkere - for de har brug for det.

Af samme grund kan man som dansk kvinde med god samvittighed godt lade amerikanerens flæben komme ind af det ene øre og ud af det andet - han er jo hverken køn eller flink, så hvorfor kneppe ham?

Mvh Lærke

Related Posts with Thumbnails