søndag den 29. januar 2012

Er det med vilje, lyset er slukket hernede i ugly-ligaen?

På Facebook fortalte min veninde, at hun har haft venner, der højlydt har undret sig over, at hun har været i stand til at score en kæreste, der var i en hel anden liga end hende selv.
Det var en kommentar til mit indlæg fra i går, hvor jeg blandt andet fortæller, at jeg engang fik at vide, at jeg ikke på nogen måde var pæn nok til den kæreste, jeg havde på det tidspunt.

Og nu er det, jeg egentlig gerne vil vide, hvordan vi placerer folk i diverse ligaer. Men det er nok i virkeligheden ikke så svært at regne ud, for i langt de fleste tilfælde handler det vel udelukkende om udseende?

Smukke mennesker passer sammen med smukke mennesker. Jævne mennesker passer sammen med jævne mennesker. Grimme mennesker skal for guds skyld holde sig til grimme mennesker - alt andet er simpelthen for sjusket og forvirrende.

Jeg læste i britiske Daily Mail (ja, jeg læser junk-news. Lad mig så være), at især mænd har svært ved at finde ud af, hvilken kategori, de hører til. Det sker ofte, at grimme mænd tror, de er pæne. Derfor vil de forsøge at komme i kontakt med kvinder, der er adskillige skønhedsligaer over dem selv.
Til gengæld er mange smukke mænd slet ikke klar over, at de hører til i den gode kategori. Derfor tør de ikke henvende sig til smukke kvinder. Og derfor ender det ofte med, at smukke kvinder må nøjes med en grimmere mand.
Jamen... Stop the press! Seriøst! Hvordan kommer vi videre herfra, hvis folk finder sammen med mennesker uden for deres egen kategori?

Da jeg var færdig med at tro på alt, hvad de skriver i avisen, undrede det mig ret meget, at det der liga/kategori-dims virkelig er noget, man tager så seriøst, at man ligefrem forsker i det.

Det er da så tydeligt, at sådan et koncept kun fungerer for tomme facademennesker, der med deres sytrådstynde øjenbryn og orange selvbruner uden videre kan klemme sig ind i en specifik kategori. Eller er det kun mig, der slet ikke kan finde en rød tråd gennem de mænd, jeg har været tiltrukket af gennem tiden (bortset fra forpint-poet-blikket, der lugter meget stærkt af tårer og besværligheder. Det skal være der. Mit liv skulle jo nødigt blive for nemt)?

Der har været pretty-boys. Der har været fashion-typer. Det har været typer, som nogen måske ville mene hørte til i et mørkt skur. Der har været underbid, overbid, skæve næser, for smalle øjne, for smalle læber, grimt hår og pletvist skæg. Men fælles for dem alle er, at jeg på en eller anden måde har været tiltrukket af dem. Og jeg har aldrig aldrig tænkt om dem, at vi ikke var i samme kategori.
Bevares, jeg er da lidt skadet af at få at vide, at jeg ikke er pæn nok til en pretty boy, så dem holder jeg mig måske bevidst fra. I virkeligheden er det heller ikke dem, der ligger i toppen af min tiltrukket-af-liste.

Jeg ved ikke, hvad min type er, før jeg står foran ham. Og det er helt sikkert, at hans udseende kun betyder noget i det første minut, indtil jeg finder ud af, om han overhovedet har noget at sige, som jeg gider høre om.

Jeg tror helst, jeg vil være på det ligafri hold, tak!

17 kommentarer:

Leoparddrengen sagde ...

Du er vel bare sådan hors catégorie (udenfor kategori)?

Der har jeg ihvertfald ret tidligt fundet ud af jeg befandt mig. Passer mig også bedst.

Kristines Dilemma sagde ...

Dem der siger du er grim er selv grimme, og dem der siger du er smuk er selv smukke, og jeg synes du er smuk.

Anne O'Manne sagde ...

Leo: Vi er de glade kategori-fri freaks.

Kristine: Tak, hvor er det sødt af dig. Jeg falder dog langt fra i alles smag, og det er helt ok - så længe de ikke har behov for at udpensle mine fejl. Og så længe de ikke bestemmer, hvem jeg bør høre sammen med.

Helle sagde ...

Smukhed handler om rigtig meget andet end de rigtige Paradise-Hotel-Mål. Jeg synes, du er smuk, Anne.
Engang sagde en, måske velmenende, bitch, at jeg havde en flot mand (da jeg havde en). Han kunne jo have fået hvemsomhelst, fortsatte hun. Tak svine-bitch. But why?
(Hvorfor kan jeg ikke kommentere med min wordpress-profil?)

Anne O'Manne sagde ...

Helle: Den velmenende bitch var dælme en so! Hvorfor siger man sådan noget til hinanden?

Og det er simpelthen så irriterende, at blogger tydeligvis har mindreværdskomplekser i forhold til wordpress. Jeg har lige kigget på det, og jeg kan ikke få øje på en løsning. Æv1

Anonym sagde ...

Der er en forælder nede i min søns børnehave... Han er virkelig lækker. Han er kæreste med en kvinde som er virkelig almindelig, grænsende til det lidt kedelige, og hver gang jeg ser dem sammen, kan jeg ikke lade være med at tænke, at hun må have været meget flottere engang, siden de to er sammen...
UNDSKYLD! Jeg ved ikke hvorfor jeg tænker sådan. Jeg troede ikke selv jeg var sådan en der tænkte sådan!
Men det gør jeg åbenbart...
Det er lidt mærkeligt, gad vide hvor det stammer fra. Jeg VED bare, at jeg ikke er den eneste...

Anonym sagde ...

PS. Jeg kunne aldrig finde på at påtale sådan noget overfor mine veninder. SÅ slem er jeg trods alt ikke...

Anne O'Manne sagde ...

Anonym: Sådan noget tænker jeg så meget, at jeg efterhånden er sikker på, at der er reserveret en plads i helvede til mig. Jeg har virkelig mange grimme tanker om folks udseende - dem kan jeg desværre ikke slukke for.
Men så længe vi ikke siger det højt, ved folk ikke, hvor slemme vi er...

Anonym sagde ...

Jo mere moden man bliver her i livet, jo mindre betyder udseendet. Og personlighed, intellekt og humor er da uendeligt meget mere sexet end eks. store nødder der stritter lige ud i luften. Jeg tror den største begrænsning er folks egen selvtillid - for mange giver op alt for tidligt, fordi de ikke tror på dem selv.

vh Z.

Anne O'Manne sagde ...

Z: Det giver god mening.

pernille sagde ...

Jeg er ret kategoriblind. Men kommer en gang i mellem til at undre mig over at selvstændige og intelligente kvinder bliver sammen med mænd der behandler dem dårligt. Som mænd der åbenlyst render efter alt der potentielt kan nedlægges uanset kategori. For at få det til at falde på plads i mit hoved har jeg besluttet mig for at de mænd må have nogle kvaliteter jeg ikke har indsigt i.
Så måske er svaret til den der "veninde", som ikke kan forstå, hvordan du har scoret så meget opad, at det bare er fordi du er vildt god i sengen?
Det kan vel sende mindreværet tilbage hvor det kom fra.

Mai Bakmand sagde ...

Jamen det er da interessant forskning - uanset at det selvfølgelig er totalt dårlig stil at sige direkte til nogen! Der er fx forskning, der viser, at kvinder tiltrækkes af de modsatte karaktertræk, end hun selv har, for at få et harmonisk barn - og mænd tiltrækkes af timeglasfigur, fordi brede hofter kan føde børn. Det er da morsomt! Ren biologi og måske er vi slet ikke så meget klåwere end det? :-)

Anne O'Manne sagde ...

Pernille: Jeg har altid undret mig over det samme. Men på den anden side har jeg selv været i dårlige ting for længe. Måske er det en selvværdsting - på den dårlige måde?

Mai: Jamen, jeg sluger egentlig den slags damebladsforskning råt. Men jeg har også selv skrevet en del af den slags artikler - og jeg synes sgu altid, jeg fandt "ny forskning peger på, at det du skrev i går slet ikke passer alligevel, for nu har vi en ny og bedre undersøgelse"-historier dagen efter.

Nogle af dem ville dog være dejlige, hvis de var virkelighed. Det virker så enkelt. Enkelhed ville virkelig være forfriskende.

Østfronten sagde ...

- apropos forskning, så har Helmut Leder m.fl. fra Østrigs universitet i en stor undersøgelse af kvinders udseende (udelukkende ansigt) fundet ud af, at vi objektivt set ift. til det gyldne snit, der er et universelt skønhedsideal, er smukkest, når vi har ægløsning. Vores ansigter skifter simpelthen en lille bitte smule form og vores hud og øjne bliver klarere. Hermed en videnskabelig undskyldning for at have 'jeg er grim i dag'-dage og omvendt. (Men stadig INGEN undskyldning for at påpege over for andre, at man synes, de er grimme - selvom man tænker det)

Anne O'Manne sagde ...

Østfronten: Det ser simpelthen så sort ud for mig så. For ægløsning klæder mig virkelig ikke. Pis!

Leoparddrengen sagde ...

Angående at kommentere med WordPress-profil, så burde det altså være muligt, hvis man vælger OpenID, og derefter WordPress under Vælg en identitet.

Eller virker det bare ikke?

Helle sagde ...

@Leoparddrengen: Det plejede at virke,men der er åbenbart gang i et jalousidrama mellem WP og Blogger. Og lige nu er Blogger fornærmet og vil ikke lukke døren påklem.I stedet lukker hun gerne Google ind

Related Posts with Thumbnails