lørdag den 25. januar 2014

Noget er nødt til at slutte

Jeg har blogget i 8 år.
Jeg har været sygemeldt i 3 år.

Jeg havde ikke forestillet mig, at man kunne være sygemeldt så længe. 3 år.
Først var jeg optimistisk og tænkte, at jeg bare lige skulle have en diagnose for at kunne komme i gang igen. Senere troede jeg på, at medicinen ville løse alt. Men sådan blev det ikke. Det har været tre år, hvor jeg kun har fået det værre. Hvor mine ambitioner for fremtiden konstant har fået skåret store stykker håb og drømme af. Det viste sig, at jeg ikke var en af dem, der kun blev lidt syg af sygdommen.

Jeg er ikke på vej ud af sygemeldingen. Hverken på den ene eller den anden måde. Jeg sidder fast et sted, hvor min identitet er noget, kommunen hele tiden forsøger at finde en ny opfindsom titel til, så det ligner succes i deres statistikker. For mig selv er min identitet sygdom, og jeg har ærligt talt svært ved at holde det ud.
Jeg må aldrig opgive at skubbe sygdommen om i baggrunden, så jeg kan være meget mere end den. Men jeg sidder fast, og det er ikke kun sygdommen, der holder mig her.
Sygemeldt i 3 år, for fanden! Med læger, der siger, at mine arbejdsevner er begrænset til det, jeg kan lave hjemmefra. Og kommunen, der siger, at vi lige skal se, om jeg ikke får det bedre. Imens får jeg det værre, og tiden og drømmene forsvinder for mig.

Jeg havde ikke tænkt mig, at jeg ville blogge i 8 år.
Først handlede det kun om at skrive noget hurtigt og sjovt. Senere blev bloggen en del af mig, hvor jeg turde være ærlig, selv når det hele var svært. Gu var det grænseoverskridende, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det har ændret, den jeg er til det bedre. Facade har altid gjort mig ulykkelig.
Jeg havde ingen ambitioner for bloggen, da jeg begyndte. Hverken i forhold til læsere eller levevej. Det var jo bare min egen lille skriveøvelse, hvor jeg skrev alle de ord, der myldrede rundt i mig. Det var meget langt væk fra den fakta- og kildestyrede journalistik, jeg kendte. Men det føltes mere rigtigt. Ikke så fint, men mere rigtigt.

Det ville være løgn at påstå, at jeg aldrig har været påvirket af at se andre bloggere tjene penge, få gaver og være meget mere læste, end jeg nogensinde ville kunne komme i nærheden af. Jeg har været fristet af tilbud, men i sidste ende var jeg bange for, at bloggen ville føles som arbejde eller pligt. For det her er mine egne tanker, og dem skal der ikke rodes med. Bloggen er en del af min personlighed presset ud på papir (ja, I ved, hvad jeg mener), og den har ikke en pris.

For et par uger siden fandt jeg ud af, at når jeg er sygemeldt og hører under kommunen, er der ikke noget, der er mit. Heller ikke min personlige blog.
Det har kørt rundt i hovedet på mig lige siden og givet søvnløse nætter, og jeg ser ingen anden udvej end at lukke bloggen.

Bevares, den var halvdød i forvejen, men det var vigtigt for mig at have den, fordi jeg altid når et punkt, hvor jeg er ved at kaste op at indestængte ord og tanker. Dem må jeg nu skrive ned på papir og gemme langt væk, så ingen kan tage dem fra mig.

Jeg har elsket, at I har haft lyst til at læse mig. Det har ind imellem undret mig, men jeg har altid elsket det. Jeg er så taknemmelig for de mange kommentarer, fordi I fandme har lagt kræfter i og ladet mig lære noget om jer også. Jeres respons har styrket mig, når jeg har været på vej ud i sygdomsrelaterede identitetskriser, I har trøstet mig og rusket i mig, når jeg blev for svag.
I har betydet noget. Noget stort. Tak!

Jeg stopper aldrig nogensinde med at skrive, og måske, når jeg engang har mere afklaring, begynder jeg at skrive for andre end mig selv igen.
Hvis I stadig har lyst til at læse noget fra mig engang i fremtiden, vil jeg skrive om det på bloggens facebookside (som jeg har tænkt mig at forsøge at holde lidt liv i).

Bloggen er nu lukket. Den får lov at blive liggende, men vil aldrig blive opdateret igen.

onsdag den 18. december 2013

Nissefanden citerer overskrifter

Han bor i en kasse det meste af året, og da det endelig bliver hans tur til at stråle, er der nogen herhjemme, der synes, han er for uhyggelig.
Helt ærligt, hvad er det værste, en gipsnisse kan gøre dig (altså ud over at kvæle dig, mens du sover)?

Han har allernådigst fået lov til at stå fremme i år, men det er med ryggen til stuen.
Så for at undgå at blive sendt direkte i nissehelvede, får han dagens indlæg på bloggen.
Lad mig hermed præsentere:

Nissefanden og gamle O'Manne-overskrifter:








Sov godt.

tirsdag den 17. december 2013

Perspektiv i blodet

I morges trillede jeg ud af sengen og ned i bilen, som trillede mig det korte stykke vej hen til sygehuset. Der blev jeg modtaget af en anden seng, som jeg kunne ligge i, mens jeg fik medicin serveret direkte i blodårerne.

Der er altid god stemning på skleroseklinikken. Selv om jeg kan se, at sygeplejerskerne løber, og selv om jeg kan høre, at både kaffe- og frokostpauser skrider for dem, er der altid overskud.
Jeg hader, at jeg er nødt til at komme der, men jeg elsker, at det er et rart sted at være.

Jeg er skidevred over, at jeg er syg. Det er uretfærdigt, og der vil aldrig være nogen, der får mig til at bade mig i blødt lys og sige lort som "alting sker af en årsag". Jeg har en kronisk og invaliderende sygdom, som aldrig kan helbredes, og prognosen er, at den kun bliver værre.

Det er tungt at leve med den slags, men jeg lever.
Det er ikke det liv, jeg ønskede mig, men jeg har mere liv og flere ønsker.

Jeg dør ikke af sygdommen, men jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er udødelig. Det har overrasket mig, hvor selvfølgeligt et forhold, jeg har haft til min egen udødelighed før alt det her.

Men jeg dør ikke af sclerose - ikke på "helt stiv og kold"-måden. Til gengæld skal jeg passe på, at jeg ikke lader mig selv dø indeni.
Jeg må ikke miste lysten til at være mig, og jeg må sgu ikke engang miste lysten til det umulige.
Alle de fjollede plan b'er, jeg altid har gemt på, er i fuld gang med at forvandle sig til de mest fantastiske plan a'er.
Bevares, nogle af dem er måske lige i overkanten af det realistiske, men giver det mening, når jeg siger, at de virker som en pacemaker for en sjæl, der var blevet lidt for slap og opgivende?

Jeg er ikke længere så bange for skuffelser, fordi jeg har besluttet mig for at blive verdensmester i småjusteringer, når planerne løber fra mig.

Nu ligger jeg i sofaen. Medicinen gør mig ekstra træt i dag. I morgen gør den mig mindre træt. Den er et mirakel på den måde.
Min kæreste har lavet kaffe og en ostemad til mig, og om lidt falder jeg i søvn til Netflix.

Imens ligger min yndlingsplan-b og venter på mig. Det kan godt være, jeg langsom både udenpå og indeni, men jeg har erfaret, at plan-b'er sjældent har travlt.

Om fire uger skal jeg have medicin igen, og hvis jeg er heldig, vil det igen minde mig om de store mængder af håb, der stadig er derude.

--

Det der med at blogge hver dag til og med den 24. december gik ikke. Når jeg er for træt, er der ikke noget at stille op. Men jeg forsøger at samle op igen nu.
Tak for jeres dejlige respons. Jeg vil gøre mit bedste for at svare på alt, men det bliver nok hverken i dag eller i morgen (I må ikke hade mig, hvis det først bliver i næste uge).

I øvrigt... Hvis I kun har ét skulderklap i dag, bør I give det til Lene. Og raskhed. Giv Lene raskhed! 

onsdag den 11. december 2013

Et handicappet træ har jo også følelser

Samtale fra dagens gåtur:

Den 10-årige: Jeg har bestemt, at jeg ikke vil være med til at købe juletræ.
Mig: ... Nå?
Kæreste: Ja, jeg har lovet ham, at vi køber det på søndag, så det er der, når han kommer hjem fra sin far.
Mig: Men vil du ikke være med til at vælge?
Den 10-årige: Nej, for det er synd for de juletræer, vi ikke køber.
Mig: (Sender barnet et overbærende blik) Nååårh, hvor er du sød. Sådan havde jeg det også, da jeg var barn. 
Kæreste: Da du var barn?
Mig: Hvad? Hov, se, der er juletræer.
Den 10-årige: Vi skal ikke købe et nu!
Mig: Nej, nej, vi køber ik... vent! Se! De der små juletræer er jo deforme. Hvem vil købe et træ uden grene? Stakkels små pus. Dem skal vi have med hjem.

Min kæreste tager alene ud og køber juletræ på søndag. Det er bedst for alle (bortset fra alle de ulykkelige træer vi svigter).

(Ensomme juletræer)

(Alene i kulden)

(Uønskede)

(De græder)

(Græder!)

tirsdag den 10. december 2013

Det er bare lidt julepynt

Hvis du spørger, hvordan jeg tøjler mit nyfundne julehumør, er jeg nødt til at svare, at det er helt ustyrligt.

Jeg knækkede for eksempel stjernekoden i forgårs, efter jeg havde skrevet, at jeg aldrig ville lære det.


Jeg stoppede først folderiet ved middagstid i dag - og kun fordi jeg løb tør for strimler.

Jeg lavede små nissehuer til robotten og Lille Pis:


Og jeg arrangerede lige julehjørnet, så alle julevennerne kunne komme med på billedet:


Julestinen og dinoen er hentet her

En anden dag fotograferer jeg 10-meter-guirlanden til jer. Og jeg lover, at det billede bliver nøjagtigt lige så mørkt og uskarpt, som dem jeg viser jer her.

mandag den 9. december 2013

Ny lejlighed, nye traditioner, perfekte minder

Der var to slags jul, da jeg var barn:
Hjemmejul og bedstemorjul.

Hjemmejul foregik i gårdhavehuset i Lystrup. Vi havde altid et stort juletræ midt i stuen. Min mor insisterede på, at der skulle levende lys på, og jeg sad altid på kanten af stolen og peb af skræk, til hun gik med til at puste de dommedagsfremkaldende helvedesfakler ud.

Bagefter kunne vi hygge os. Vi fik flæskesteg med knusker, og den fede brune sovs med kartofler var årets madhøjdepunkt for mig.
Jeg druknede den fæle risalamande i kirsebærsovs og stak lidt i det, indtil jeg kunne konstatere, at jeg igen ikke havde fået mandlen.
Når vi var færdige med at spise, skulle opvasken tages, inden vi måtte åbne gaver. Da jeg var lille, var det en pine. Ondskab, der var opfundet for at ødelægge små børn, der var ved at gå i stykker af glæder-sig-hed.
Da jeg blev ældre, spillede vi terninger om opvasken. På det tidspunkt var gavemængden mindre overvældende og opvaskespillet havde stor underholdningsværdi.

Når gaverne var pakket op, skete det bedste: Vi fik lov til at løbe over til Tutte, Poul og Camilla - mor, søn og datter, som boede i huset foran.
Det foregik altid i strømpesokker, uanset om det sneede eller regnede. Juleknas fra to familier blev blandet, og vi kunne fremvise og lege med gaver, mens vores forældre drak voksensodavand og blev fjollede.
Hvis vi var hos Tutte, var der vild luksus i form af jule-tv på et stort farvefjernsyn (mine forældre brugte vist vores lille sort/hvid-tv som en form for politisk statement).
Juleaften og de efterfølgende juledage bestod af fri leg i de mængder, vi orkede.

Bedstemorjul foregik hos min mormor i Rindum. Min mormor hed bedstemor, og hun boede i et stråtækt hus med langt til naboerne (som altid var tæt på, hvis man havde brug for dem).
Hos min bedstemor var julen også meget genkendelig. Der stod altid et lille juletræ på kisten ved siden af døren til køkkenet. På træet var der elektriske lys, og der var fine julefugle, som jeg altid var meget bange for at komme til at smadre. Min bedstemor ville helt sikkert blive ked af det, hvis det skete, men hun ville aldrig indrømme det. Tanken var ubærlig.
På den store teaktræsreol var der hæklede nissefamilier og juleporcelæn. Og der var kravlenisser på platterne på væggen. Tror jeg nok, men jeg kan i hvert fald godt lide tanken om, at de var der.

Huset var lillebitte, og mennesker, der var mere end halvanden meter høje, skulle holde ryggen rund for at skåne hovedet. Loftet var uhyggeligt tæt på gulvet.
Når jeg tænker tilbage, var det vel næsten et mirakel, at hele familien kunne være i stuen på én gang - især når bordet var slået helt ud. Men det gik altid. Og det var lige, som det skulle være.
Sovsen var tyk, taffelchipsene radiatorvarme, og vi løb aldrig tør for kartofler. Da min bedstemor pludselig ville være moderne og spise kalkun, sagde hun ikke en lyd, da jeg rynkede på næsen. Hun lavede da bare julekylling til mig.

Jeg druknede den fæle risalamande i kirsebærsovs og stak lidt i det, indtil jeg kunne konstatere, at jeg igen ikke havde fået mandlen. Men det var altid bare et spørgsmål om tid, inden Lause - min bedstemors ven, som man kaldte det - havde listet en hel mandel ind i min hånd. På mirakuløs vis fik min søster også altid en mandel, og der var tilfældigvis altid gaver til os begge.

Jeg husker bedstemorjulen som ekstra udfordrende for maven, og jeg mindes noget med at holde sig i ro i flere dage. Men sommetider besøgte vi min farfar i juledagene, og hos ham fik man gerne en femkroneseddel og et klistret bolsje fra en glaskrukke. Fra hans lejlighed kunne man kigge ud på Ringkøbings fine torv - som med sikkerhed var mere julet end noget torv i nogen anden by i hele verden.

På et tidspunkt stoppede julen med at være magisk, og nu, hvor jeg tænker tilbage, kan jeg huske, hvornår det skete.
Jeg var lige fyldt 21 år og var rejst til England for at arbejde. Jeg skulle også være der i julen, og vagtplanen sendte mig på arbejde selveste juleaften.

Det var vist en stille aften i bistroen, for jeg husker, at jeg stod ude bagved og kiggede gennem glasdøren på de mange mennesker, der festede på pubben lige ved siden af. Jeg syntes, det var sært, at de drak sig så fulde på netop den aften, så for en gangs skyld havde jeg ikke lyst til at feste med.

Da jeg fik fri, gik jeg op på mit værelse - jeg boede på hotellets personalegang, og mens jeg stadig var iført min tjeneruniform, pakkede jeg alle gaverne op hjemmefra. Min mor havde sørget for, at der var mange til mig, for hun vidste godt, at det var en mærkelig jul.
Den var også mærkelig for hende, for begge hendes døtre boede i udlandet på det tidspunkt. Men jeg vidste, at hun var til bedstemorjul, så det skulle nok gå. Og når jeg engang var færdig med min engelske arbejdslejr, skulle jeg også holde bedstemorjul igen.
Jeg var langt væk hjemmefra, men det var trygt at vide, at traditionerne ikke ville forsvinde. Det var jo hele ideen med traditioner.

Min bedstemor døde, inden jeg nåede hjem igen. Det var hendes sidste jul, men min søster og jeg måtte ikke få at vide, hvor syg hun var.
Jeg tror, at hun måske ikke havde lyst til, at vi huskede hende som en lille mager dame med paryk på. Min dejlige runde bedstemor, som sov med papilotter i håret. Sådan ville hun også være i vores minder.
Men det gjorde så ondt at miste hende og alt det, der forsvandt sammen med hende.

Det tager lang tid at genbruge gamle traditioner og skabe nye uden at blive trist over det, der mangler.
Men jeg vil gøre mit bedste i år. Jeg vil savne min bedstemor. Jeg vil også savne Tutte, og Poul og Camilla vil savne hende endnu mere.
Men man må gerne savne dem, der var gode. Og det kan man sagtens gøre, mens man skaber traditioner, der er så rare, at de lever videre, når man selv er færdig med at bruge dem.

Jeg spiser i øvrigt både kalkun og risalamande nu, og jeg har planer om at genindføre opvaskespillet og juletræsfuglen.

søndag den 8. december 2013

Man lod stjerner dø

I dag blev jeg ramt af julehumør.
Jeg ved ikke, hvor det kom fra, for jeg har ikke set det i mange, mange år. Men det kom, og det var ikke nok for mig at lade det degradere min musiksmag til sukkerbefængte 80'er-sange og Gnags.
Næh, jeg ville også juleklippe.

Jeg forestillede mig, at det ville blive ligesom juleklip i min barndom, hvor vi storproducerede julehjerter og kræmmerhuse, som vores forældre med glæde hang på juletræet. Det var skævt og absolut ikke perfekt farvekoordineret, men det var slet ikke det, det handlede om.

Sådan skulle det også være i dag, så vi indkøbte glanspapir, karton og limstift. Jeg kunne allerede der mærke, at min kreativitet ikke var forsvundet med årene - jeg var med garanti blevet bedre.
Og jeg tænkte på de fine ting, den 10-årige kunne lave. Ting, som skulle på juletræet år efter år.

For at gøre gendannelsen af mine barndomsminder så autentiske som muligt, hentede vi min mor og bragte hende direkte til produktionsbordet. For hyggens skyld, men også fordi jeg huskede hende som et kreativt orakel, når det kom til julepynt.

Den 10-årige gad ikke deltage lige med det samme, og min kæreste skulle lige noget i den fjerneste ende af lejligheden. Men vi var ligeglade, mig og min mor.

"Jeg begynder med en stjerne," sagde min mor og trak fire hvide strimler ud af en pose.
"Ok, det gør jeg også," sagde jeg og trak tre hvide strimler ud af posen.

Efter halvanden time havde vi produceret én næsten perfekt stjerne (hvis det ikke var, fordi jeg klippede den en lille smule i stykker, da jeg skulle fjerne snipperne). Derudover var der to kvarte stjerner, som vi "da bare laver færdige en anden dag, når vi ikke er så trætte i øjnene".

Vi gik i gang med julehjerterne i stedet. Har man egentlig altid brugt skabeloner til dem? Jeg erindrer bare ikke, at jeg plejede at få så ondt i nakken af at sidde med hovedet helt nede i papiret for at tegne og klippe. Faktisk husker jeg slet ikke skabeloner fra min barndoms juleklip. Vi klippede bare, og så lignede det jul.

Nu kan jeg ikke engang få et kræmmerhus til at ligne et kræmmerhus, selvom jeg bruger en skabelon.

Nå, men senere ville både kæreste og barn gerne deltage i klipperiet. Barnet lavede en minecraftfigur, og kæreste lavede en taleboble til en sulten dinosaurus.

Jeg tror, min mor og jeg nåede til det sted, hvor vi accepterede, at vi toppede juleklipsmæssigt, da jeg var 9-10 år.
Og så droppede vi skabeloner og gik i gang med verdens længste guirlande. Sammen med minecraftmand og vrede dino bliver det nok i virkeligheden ikke så meget anderledes end julen derhjemme, da jeg var barn.

Den traditionelle juleminecraftmand.


lørdag den 7. december 2013

Rigtigt findes, og forkert er meget bedre end intet

Jeg skriver en del om, hvad man ikke skal sige og gøre, når folk er syge. Og jeg ved godt, at jeg kan få det til at virke helt uoverskueligt svært at sige det rigtige.
Det ved jeg, fordi jeg også selv har været en usyg, der delte floskler ud i håbet om, at vi kunne få det elendige til at forsvinde. Måske kun midlertidigt, men det var jo tanken, der talte.

Signe spørger i en kommentar til et tidligere indlæg:
"Hvis du siger, du er træt i dag, hvilken respons vil du så egentlig gerne have?"

Hvad må man sige, når der er så meget, man ikke må sige?

Jeg er flere gange blevet rørt, når folk har sagt, at de ikke ved, hvad de skal sige. Eller har indrømmet, at de er bange for at sige noget forkert.
Jeg har lidt svært ved at forklare hvorfor, men det føles som omtanke, uden jeg til gengæld skal bevise, at jeg nu også er rigtig syg. Ærlighed er så meget bedre end peptrøst pakket flot ind i slidte floskler.

"Det skal nok gå" er heller ikke en af de kommentarer, der får mig til at tænke, at nu må jeg hellere tage mig sammen. Jeg kan kun tale for mig selv her, men jeg opfatter det ikke som "det går nok snart over, hvis du bare lige husker at tage det med et smil", men mere som "du skal ikke gå igennem det her alene".

Jeg kan godt lide, når folk spørger ind til tingene. "Jamen, hvordan føles det?"
Altså, når de spørger, hvordan jeg har det, uden at være bange for at jeg nu svarer ubehageligt ærligt. Jeg gider ikke altid tale om sygdom, men når jeg har det elendigt, kan det være rart at få lov til at sige det højt.

Det er skidt, når man har det meget dårligt og samtidig føler, at folk synes, man er træls, pylret og i virkeligheden også ret doven. Men trøst kræver meget mindre, end man skulle tro.
Sig, at du godt forstår, at det hele føles forfærdeligt. Lyt og spørg ind til det, du ikke forstår.
Du skal ikke løse situationen, men bare være der så godt, som du kan.

Signes spørgsmål mindede mig om, at jeg som syg også har et ansvar for at sige til og fra. Det kan være svært, når man har neglene boret ned i helvedes betongulv. Men når overskuddet er der, skader det ikke at give en hånd til folk, der bare prøver at gøre et eller andet.
De forsøger i det mindste, og det gør dem en hel del bedre end dem, der forærer dig synet af deres skosåler i frit løb på vej langt væk fra situationen.

Nå, men hvilken respons vil jeg så have, når jeg siger, jeg er træt i dag?
Sig at det er noget lort, og lov mig at du ikke glemmer mig, fordi trætheden igen tvang mig til at aflyse en aftale med dig.
Det hjælper.
Related Posts with Thumbnails